Forebyggende hjemmebesøg
Formålet med et forebyggende hjemmebesøg er at skabe tryghed og trivsel hos dig.
Du vil ved hjemmebesøget modtage råd og vejledning om de aktiviteter og støttemuligheder, som kan hjælpe dig, såfremt du har behov for det. Derudover skal hjemmebesøget også være med til at udvikle og bevare dit daglige funktionsniveau længst muligt.
Hjemmebesøget er en del af Ærø kommunes forebyggende og sundhedsfremmende indsats.
Hvem kan få et forebyggende hjemmebesøg?
Såfremt du er fyldt 70 år og bor alene tilbydes du et forebyggende hjemmebesøg. Du vil blive kontaktet i brev en gang om året.
Når du er fyldt 75 år og igen, når du er fyldt 80 år, vil Ærø Kommune tilbyde dig et forebyggende hjemmebesøg. Du vil blive kontaktet telefonisk, hvor besøgsdato og tidspunkt kan aftales.
Når du er fyldt 82 år, vil du få et årligt forebyggende hjemmebesøg. Her kontaktes du også telefonisk, hvor besøgsdato og tidspunkt aftales.
Der er desuden mulighed for at få et forebyggende hjemmebesøg, hvis du er 65 år +, bor i Ærø Kommune og er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse. Her er det i samarbejde med praktiserende læge og øvrigt sundhedspersonale.
Hvad er et forebyggende hjemmebesøg?
Hjemmebesøget er en uforpligtende samtale med en sundhedsfaglig medarbejder, der kommer hjem til dig og taler med dig om din dagligdag, dit helbred og din trivsel.
Du kan her få råd og vejledning om aktiviteter og støttemuligheder, som er med til, at du kan opretholde et sundt liv. Det forebyggende hjemmebesøg skal understøtte hjælp til selvhjælp hos dig, samt hjælpe dig til at udvikle og bevare dit daglige funktionsniveau længst muligt.
Besøget varer fra ½-1 time. Pårørende eller andre er velkomne til at deltage i samtalen.
Hvad koster forebyggende hjemmebesøg?
Det forebyggende hjemmebesøg er gratis.
Skal der ansøges?
Der skal ikke ansøges om forebyggende hjemmebesøg. Er du omfattet af tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg, vil du uopfordret blive kontaktet telefonisk eller pr. brev af Sygeplejen i løbet af kalenderåret.
65 +-årige, som mener, at de kan have brug for et forebyggende hjemmebesøg, har mulighed for selv at rette henvendelse til Sygeplejen i Ærø Kommune.
Hvem udfører de forebyggende hjemmebesøg
De forebyggende hjemmebesøg varetages af Forbyggende sygeplejerske Helle Pedersen.
Hun kan kontaktes på:
Telefon: 51501745
Telefontid: Mandag til Torsdag Klokken 8:00-8:30