Midlertidigt ophold og aflastningsophold
Midlertidigt ophold
Du har mulighed for at ansøge om midlertidigt ophold på Marstal Ældrecenter eller plejecenter Søkilden. Et midlertidigt ophold er et ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for rehabilitering, omsorg og pleje jf. serviceloven § 84, og § 86 , herunder rehabilitering efter indlæggelse eller sygdomsperiode, som ikke kan klares i eget hjem.
Marstal Ældrecenter
Du kan komme på midlertidigt ophold på Marstal Ældrecenter såfremt:
du har et nedsat funktionsniveau og har behov for rehabilitering og træning af dit daglige funktionsniveau.
du er blevet udskrevet fra sygehus, og du har behov for yderligere rehabilitering og træning inden du kommer hjem i dit eget hjem.
din ægtefælle har midlertidigt behov for aflastning eller afløsning.
det skal afklares om, du fortsat kan være i eget hjem.
du kan ikke være i eget hjem i livets sidste fase.
Plejecenter Søkilden
Du kan komme på midlertidigt ophold på plejecenter Søkilden, hvis du er under udredning for eller har demens sygdom og
din ægtefælle har brug for midlertidig aflastning/afløsning.
du har behov for rehabilitering, træning og støtte, samt dit daglige funktionsniveau skal vurderes/afklares.
det skal afklares om, du fortsat kan opholde dig og fungere i dit eget hjem.
Der kan tilbydes i alt 6 ugers aflastningsophold pr. år.
Hvor længe kan opholdet vare?
Et midlertidigt ophold på enten Marstal Ældrecenter eller plejecenter Søkilden er et tidsbegrænset ophold, som udgangspunkt har en varighed på max. 2-3 uger. Hvert ophold vurderes individuelt i et samarbejde mellem visitation og personalet på midlertidigt ophold.
Selve opholdet er gratis, men der betales for mad, linnedpakke, aktiviteter samt elafgift ved brug af iltapparat. Du skal selv betale transport til og fra midlertidigt ophold.
Hvordan søger du om midlertidigt ophold?
Du kan søge om midlertidigt ophold ved at rette henvendelse til:
Visitationen
Ældre- og sundhedsområdet
Sygehusvejen 22
5970 Ærøskøbing
Telefon: 63525508
Telefontid: mandag til fredag klokken 08:00 til 09:30
Mail: visitator@aeroekommune.dk
For yderligere oplysninger om hjælp til midlertidigt ophold henvises til Kvalitetsstandarden for midlertidigt ophold i Ærø Kommune.
For at blive bevilget et midlertidigt ophold er det en forudsætning, at man er visiteret til det.
Når man har ansøgt om midlertidigt ophold, udarbejder visitator en funktionsvurdering og målsætning for opholdet.
Det er en forudsætning for opholdet, at der er et intensivt behov for træning og støtte. Alle aktiviteter i forbindelse med den daglige livsførelse betragtes som træning.
Et midlertidigt ophold kan kun visiteres, hvis alle andre forebyggende tiltag er afsøgt, og indsatsen vurderes ikke at kunne varetages i eget hjem ved anvendelse af hjælpemidler eller hensigtsmæssig indretning af hjemmet.
Hvem kan visiteres til et midlertidigt ophold?
- Borgere med et faldende funktionsniveau, som har behov for træning, støtte og vurdering.
- Borgere, der udskrives fra sygehuset, hvor det skønnes, at der er behov for yderligere træning og støtte inden endeligt ophold i eget hjem.
- Borgere med akut opstået sygdom, der vil kunne behandles via egen læge og tæt observation.
Hvem kan visiteres til et aflastningsophold?
- Borgere, hvor der er brug for at aflaste eller afløse ægtefælle eller pårørende midlertidigt.
- Borgere, der ikke kan være hjemme i livets sidste fase.
Sådan foregår visitationen
Visitator afklarer i samarbejde med borgeren, pårørende og relevante fagpersoner behovet for træning og støtte.
Borgeren skal medvirke ved udarbejdelse af en helhedsvurdering herunder en funktionsevne- og ressourcevurdering. Afgørelsen træffes på baggrund af de oplysninger, der fremgår i sagen. Funktionsevnen beskriver det konkrete og komplekse samspil mellem borgerens svækkelse, sygdom eller handicap, omgivelsernes og personlige faktorer, der er afgørende for borgerens muligheder for at udføre dagligdags aktiviteter.
Visitator kan i nogle tilfælde have behov for at indhente supplerende helbredsmæssige oplysninger hos andre faggrupper herunder læger, fysioterapeuter med mere i disse tilfælde skal borgeren forud for henvendelsen have givet skriftligt samtykke.
Borgeren vil i forbindelse med, at der træffes en aftale, blive tilbudt, at en pårørende eller anden bisidder kan deltage i visitationsmødet.
Afgørelse om midlertidigt ophold
Ved bevilling af et midlertidigt ophold udfyldes et aftaleskema, hvor borgeren gøres opmærksom på prisen på opholdet.
Aftaleskemaet er ligeledes borgerens dokumentation for afgørelsen.
Et midlertidigt ophold på enten Marstal Ældrecenter eller plejecenter Søkilden er altid af kortere varighed. Hvert ophold vurderes individuelt.
Er du blevet visiteret til et midlertidigt ophold, skal du være opmærksom på, at det er dig selv, der skal afholde udgifterne i forbindelse med opholdet. Det drejer sig om:
- Forplejning: 140 kr. pr. døgn.
- Vask af sommerdyner og puder : 164,00 kr.
- Vask af vinterdyner og puder : 244,00 kr.
- Leje og vask af håndklæder og sengetøj : 326,00 kr. pr. md. eller 10,52 kr. pr. dag.
- Tøjvask og tørretumbling: kr. 20. Opkræves via vaskekort.
Du kan søge om midlertidigt ophold ved at rette henvendelse til:
Visitationen
Ældre- og sundhedskontoret
Gilleballetofte 3
5970 Ærøskøbing
Telefon: 63525508
Telefontid: mandag til fredag mellem 8.00 – 9.30