Saltning af kommunens veje
Efter en politisk beslutning udfører Ærø Kommune overvågning og præventiv saltning af de 45 km A-veje, tidligere amtsveje i kommunen døgnet rundt.
Det vil sige, at vejene skal saltes, inden et eventuelt glatføre sætter ind. Derfor har Park og Vej valgt at udlægge overvågning og udkald til saltning hos Vejdirektoratets vagtstue i Aalborg, der udfører overvågning og udkald på alle statsveje og flere kommuneveje.
Parametrene for en saltning er lufttemperaturen, luftfugtigheden, vejens temperatur, samt skydækket i de kommende 24 timer.
Målingerne af disse parametre foretages af en vejrstation opstillet i Vindeballe, og dataene indsendes til DMI. Herfra bliver de lagt ud på Vejvejr, som er en speciel vejrtjeneste for kommuner og Vejdirektoratet.