Succesfuld indvielse
Det blev en dejlig og solrig dag, da omkring 45-50 lokale mødte op til indvielsen af Ærøs nye hvilesteder på Øhavsstien ved Søbakkevej i Søby. Med taler fra udvalgsformand Leo Holm og formand for Turist & Erhvervsforeningen Karin Korup blev de nye bænke budt velkommen som et nyt tiltag for vandrere og naturelskere.
Samtidig markerede Randi og Regine fra Søby Lokalråd dagen med at plante to træer som en del af den nye frugthave. En frugthave, hvor der vil blive plantet flere frugttræer, blandt andet kirsebær, æble, kvæde og paradisæble, som både vil pynte området, men også give spiselige frugter til fri afbenyttelse for besøgende.
Med bager Finns kage og det gode efterårsvejr i ryggen blev arrangementet så velbesøgt, at vi desværre løb tør for kaffe – en succes, der kun understreger den store opbakning fra de fremmødte!
Efter talerne blev der budt på gåtur rundt i området, hvor deltagerne sluttede af på Arthurs Akademi ved Søby Havn. Her fortalte Karen Margrethe Fabricius om stedets historie, og gæsterne kunne nyde den lokale udstilling.
Her kan du finde de tre nye bænke og borde-bænkesæt på Ærø:
- Gadekæret i Søby
- Grusvejen tæt på Ulveholm i Bregningemark
- Toftegårdsskoven i Marstal