Skip til hoved indholdet

Høring

Varmeplanen

Miljø, natur og klima Tilbage
Tilbage

Varmeplanen sendes i høring

Kommunalbestyrelsen har den 22. januar 2025 besluttet at sende Varmeplanen i høring i 4 uger.

Læs Varmeplanen

Varmeplanen samt bilag kan hentes og læses via. linket til højre.

Varmeplanen er i offentlig høring fra den 23. januar 2025 til den 20. februar 2025.

Baggrund for varmeplanen

Med ”Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022” (”Delaftale om mere grøn varme og udfasning af naturgas”) af 25. juni 2022, er der sat ambitiøse mål for udbygning af fjernvarme og udfasning af gas og olie til rumopvarmning for Danmark. Som en del af aftalen er der sat et mål om, at alle kommuner med gasområder inden udgangen af 2022 skal lave en varmeplan for udfasning af gas. Ærø Kommune har ikke gasområder, men på hele Vestærø har der indtil videre ikke været mulighed for kollektiv varmeforsyning. I delaftalen er der også krav om, for kommuner, at lave varmeplaner for ikke-gasforsynede områder.

I 2021 vedtog Kommunalbestyrelsen FYN2030 – sammen om en bæredygtig fremtid. Et af sporene i FYN2030 er en klimaneutral energisektor. Det betyder, at varmesektoren i kommunen skal være klimaneutral i 2030.

Ærøs Klimaplan 2022 fastsætter også mål om en CO2-neutral, fossilfri og selvforsynende el- og varmesektor på Ærø i 2030. For at nå dette mål, skal der aktivt arbejdes på at udfase de fossile opvarmningskilder på Ærø.

Med overstående ønskede Ærø Kommune er udarbejde en varmeplan, som afdækker hele Ærøs varmeforsyning. Varmeplanen skulle indeholde oplysninger om hvilke varmekilder, der anvendes til dags dato, og hvilke varmekilder, der vil være realistiske at kunne anvende fremadrettet.

Derved er formålet med varmeplanen, at den skal kunne bruges som et solidt styringsværktøj til opfyldelse af Ærøs Klimaplans 2030-målsætning.

Rådgiverydelsen i forbindelse med udarbejdelsen af Varmeplanen har været i udbud. Der var tre bydende, hvor PlanEnergi vandt opgaven.

Borgermøde

Der er afholdt borgermøde den 28. oktober 2024, hvor PlanEnergi fremlagde screeningerne til varmeplanen.

Præsentationen fra informationsmødet den 28. oktober 2024 kan ses til højre.

Sammenfatning af varmeplanen

I varmeplanen er ni områder, hvor der i dag ikke er fjernvarme, screenet med henblik på muligheden for kollektive løsninger. Ud fra screeningerne af de ni områder anbefales det at se nærmere på en kollektiv varmeløsning i Søby, mens individuelle varmepumper anbefales i de øvrige otte områder. Anbefalingerne bygger på nedenstående observationer:

  • Meget høj andel af bygninger med elvarme og varmepumpe i alle ni områder.
    • Udfordring at få høj tilslutning til kollektive varmeløsninger da det er dyrt for forbrugerne at lave om.
  • Otte ud af ni områder har for lille en bygningsmasse til at bære kollektive varmeløsninger.
    • Udfordring at de relativt høje etableringsomkostninger ved kollektive varmeløsninger skal bæres af få forbrugere.
  • I Stokkeby, Olde og Lille Rise er bygningsmassen for spredt til at bære kollektiv varmeløsninger.
    • Udfordring at ledningstab og etableringsomkostninger i distributionsnet bliver for høje pr. forbruger.
  • Kragnæs, Lille Rise, Olde, Stokkeby, Vindeballe/Tranderup, der ligger i nærheden af eksisterende fjernvarmeområder er for små til at bære omkostninger i forbindelse med en transmissionsledning.
    • Udfordring at de relativt høje etableringsomkostninger ved transmissionsledning skal bæres af få forbrugere.

Kollektive varmeløsninger kræver økonomisk robusthed, da det er løsninger, som skal være økonomisk fordelagtige både nu og i fremtiden. Der er derfor fortaget en række følsomhedsanalyser med hensyn til investering, tilslutning, længere levetid på rør og lavere rente. Følsomhedsvurderingerne viser, at der skal urealistisk store ændringer til, for at de kollektive løsninger bliver konkurrencedygtige med individuelle varmepumper i områderne, på nær i Søby.

Termonet kan være en løsning i mindre dele af de undersøgte områder. Bregninge, Kragenæs, Søby og Vindeballe/Tranderup har overordnet set en varmetæthed, der understøtter kollektive løsninger. Ligeledes kan der i mindre dele af de øvrige screenede områder være en varmetæthed, der understøtter en kollektiv løsning. Den politiske udmelding er pt., at termonet ikke kan opnå kommunegaranti, hvorfor det pt. er PlanEnergis anbefaling, at termonet udelukkende etableres i mindre skala bestående af 5-15 bygninger.

I forbindelsen med varmeplanen har der været kontakt til elnetsselskabet N1, som har oplyst, at der er planlagt opgradering af to ud af tre transformere på Ærø. En omstilling af alle oliefyr på Ærø til varmepumper vil øge effektbehovet på el med ca. 6 MW, hvilket vurderes at kunne håndteres på transformerniveau med den opgradering, der er planlagt. Det skal dog ses i sammenhæng med en elektrificering af fjernvarmen på Ærø, udbygning med ladepunkter til elbiler og nye projekter fx opladning af elfærger.

Det videre forløb

I forbindelse med at Kommunalbestyrelsen godkendte at sende varmeplanen i offentlig høring, besluttede Kommunalbestyrelsen også, at der gennemføres et borgermøde i Søby i samarbejde med lokalrådet med henblik på at undersøge interesse for kollektiv varmeforsyning i Søby. Administrationen er i gang med at planlægge det videre forløb.

Informationer

    Start 23.01.2025 Slut 20.02.2025 Høring id S2023-5365 Kategori Miljø, natur og klima Område Marstal, Søby, Ærøskøbing

Dokumentation & Tilladelser

Abonnér på Høringsportalen

Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret

Tilmeld

Ærø Kommune

Ærø Rådhus
Statene 2, 5970 Ærøskøbing

CVR-nr.: 28856075
EAN-numre

Telefon: +45 63525000
post@aeroekommune.dk
Send sikker post

Åbningstider - Borgerservice

Mandag - Tirsdag 09:00 - 12:00
Onsdag Lukket
Torsdag 09:00 - 12:00
14:30 - 16:45
Fredag 09:00 - 12:00

Vielse/Marriage/Trauung

Mandag - Torsdag09:00 - 15:00
Fredag09:00 - 13:00

Åbningstider - Borgerservice Light, Marstal Bibliotek

Mandag  13:00 - 18:00
Tirsdag 10:00 - 14:00
Onsdag - Torsdag 13:00 - 16:00
Fredag 10:00 - 14:00