Restaurationsplan for Ærø Kommune
1. Baggrund og målsætning
Ærø Kommune ønsker at have et trygt og attraktivt restaurationsmiljø, hvor der er plads til alle uanset køn, alder, etnicitet eller seksuel orientering.
Kort sagt; alle skal føle sig velkommen hos kommunens restaurationer.
Sammen med restauratørerne og det øvrige samfund, herunder Politiet, ønsker Ærø Kommune at fremme et attraktivt restaurationsliv, hvor nøgleordene er tryghed, sundhed og ansvarlighed. Det er en klar målsætning, at alle aktører arbejder sammen og tager fælles ansvar for at skabe restaurationsmiljøer i kommunen, der tilgodeser både gæsternes og de omkringboendes sikkerhed og tryghed.
Der skal være en sammenhæng mellem restaurationslivet og de generelle sundhedsfremmende tiltag. Der skal være fokus på sundhed, alkohol, stofmisbrug og kommunens relevante politikker. Af Ærø kommunes alkoholpolitik, sundhedspolitik, rusmiddelpolitik og ungdomspolitik fremgår det, at det ønskes at begrænse adgangen til værtshusmiljøret for børn under 18 år og højre debutalderen for indtagelse af alkohol.
Alkoholpolitik
Af Alkoholpolitikken fremgår det bl.a., at:
”Ærø Kommune har valgt at styrke indsatsen på følgende områder:
- Højne debutalderen hos børn/unge, samt nedsætte forbrug.
- Håndhæve at aldersgrænser for salg og udskænkning overholdes.
- Begrænsning af tilgængeligheden af alkohol. ”
Sundhedspolitikken
Sundhedspolitikken har bl.a. som fokusområde, at på Ærø skal flere drikke mindre, og alkoholdebuten hos unge skal udskydes.
Ungdomspolitik
Af Ungdomspolitikken fremgår det, at:
”Det er en udfordring, at:
- Nogle unge tror at alkohol er en adgangsbillet til sociale sammenhænge.
- Der er et højt alkoholforbrug blandt unge, let adgang til stoffer og at nogle unge kommer ud i et misbrug.”
Ungdomspolitikken vil, at:
”bevillingsnævnet følger aktivt op på udskænkning og aldersgrænser”.
Disse hensyn indgår i Bevillingsnævnets vurdering af bevillingsansøgninger.
Ærø Kommune vil gerne passe på de unge og så vidt muligt sikre, at de kan tage vare på sig selv i nattelivet. Intens markedsføring af alkohol harmonerer ikke med Ærø Kommunes ønsker for restaurationslivet.
Bevillingsnævnet kan stille vilkår til en bevilling, der sikrer beskyttelsen af de unge, fx:
- At unge under 18 år ikke må opholde sig i restaurationsvirksomheden efter et nærmere fastsat tidspunkt
- At virksomheden ikke iværksætter aggressiv markedsføring, fx markedsføring af enhver art på uddannelsesinstitutioner
- At det er en forudsætning, at der ikke foretages hård udskænkning med det formål at få gæsterne til at forøge indtagelsen af alkohol
Det sociale liv i foreninger og udviklingen af et dynamisk og levende lokalsamfund er også et væsentligt hensyn, der vejer tungt, så de unge kan deltage under ordentlige forhold til festlige arrangementer i de lokale foreninger.
Restaurationsplanen beskriver de bevillingsregler, der gælder og giver retningslinjer for, hvordan Bevillingsnævnet meddeler alkoholbevillinger og udvidede åbningstider mv.
Rammerne for udarbejdelsen af Restaurationsplanen er restaurationsloven og de vedtagne politikker på området.
Formålet med restaurationsplanen er, at medvirke til skabelsen af et trygt og attraktivt restaurationsmiljø, og sikre klare rammer for restaurationsejere m.fl.
2. Bevillingsnævnet
Kommunalbestyrelsen i Ærø Kommune har, i henhold til restaurationsloven, nedsat et bevillingsnævn til at træffe afgørelse i sager vedrørende alkoholbevillinger:
Udstede alkoholbevillinger
Forny alkoholbevillinger
Godkende bestyrere
Give tilladelse til udvidet åbningstid/nattilladelse
Godkende ændring af driftsform
Godkende ændring i direktioner og bestyrelser
Fratage/tilbagekalde alkoholbevillinger
Meddeler Bevillingsnævnet afslag på en ansøgning om fx alkoholbevilling, kan afslaget indbringes for Kommunalbestyrelsen.
Bevillingsnævnet i Ærø Kommune består af op til 5 medlemmer, der alle har tavshedspligt om ansøgernes personlige og økonomiske forhold:
2 medlemmer udpeget af Kommunalbestyrelsen
1 repræsentant valgt af politidirektøren
1 repræsentant for Ærø Restauratørforening
1 sagkyndig med kendskab til virksomhedsøkonomi udpeget af kommunaldirektøren
Nævnets funktionsperiode følger Kommunalbestyrelsens valgperiode. Ærø Kommune betjener nævnet, opgaven varetages af Sekretariatet.
Bevillingsnævnets møder er ikke offentlige.
Bevillingsnævnet afholder i udgangspunktet møder én gang i måneden, med undtagelse af juli måned.
3. Alkoholbevillinger til personer og selskaber
Hvornår skal man have en alkoholbevilling?
Ved servering af stærke drikke med 2,8 % volumen alkohol eller derover.
Hvem skal have bevilling?
Det skal personer, selskaber, foreninger, og arrangementer med servering af stærke drikke.
Servering er efter restaurationsloven salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet.
Hvilke krav er der til ansøger?
For at en person kan få alkoholbevilling, skal ansøgeren bl.a.:
- være fyldt 21 år, eller 18 år hvis ansøgeren er uddannet indenfor hotel- eller restaurationsfaget,
- ikke være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
- ikke være umyndig eller under værgemål,
- ikke have forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, som stammer fra drift af restaurationsvirksomhed og
- ikke være straffet, hvis det indebærer nærliggende risiko for misbrug af hvervet.
For at et selskab mv. kan få alkoholbevilling, skal bl.a. følgende krav være opfyldt:
- Selskabet må ikke have forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.
- Der må ikke være forhold, som efter restaurationsloven er til hinder for meddelelse af bevilling.
- Direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal opfylde betingelserne nævnt ovenfor vedrørende alder, umyndighed og værgemål samt forfalden gæld til det offentlige.
- Direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne må ikke være straffet, hvis det indebærer nærliggende risiko for misbrug af hvervet.
Hvordan ansøger man?
Det er Fyns Politis bevillingskontor, der behandler ansøgningerne og kontrollerer, at den nødvendige dokumentation er til stede, fremskaffer oplysninger om ansøgeren mv.
Det er vigtigt, at ansøgningsskemaet udfyldt nøjagtigt, og at den nødvendige dokumentation er vedlagt - ellers forlænges sagsbehandlingen unødigt.
Politiet kan vejlede om udfyldelsen af ansøgningsskemaet og om den nødvendige dokumentation.
Når politiet er færdig med sin sagsbehandling, sendes sagen videre til Bevillingsnævnet i Ærø Kommune.
Hvis politiets indstilling er helt eller delvist afslag på ansøgningen pga. forhold som ansøger ikke er bekendt med, sender Sekretariatet politiets indstilling til partshøring hos ansøgeren. Dvs. ansøger får mulighed for at gennemgå indstillingen, begrundelsen og får en svarfrist.
Sekretariatet udarbejder en dagsorden til Bevillingsnævnets møde. Denne kan findes på Ærø Kommunes hjemmeside. Ansøgninger behandles for lukkede døre.
Når Bevillingsnævnet har truffet afgørelse i sagen, får ansøgeren tilsendt en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning, hvis der er givet helt eller delvist afslag. Fyns Politi modtager en kopi af afgørelsen.
Under Nyttige links er der link til Politiets hjemmeside for yderligere information om bl.a. bevillingskontorer og ansøgningsskemaer.
Det anbefales at ansøger - forud for ansøgning - undersøger politiets sagsbehandlingstid.
4. Bestyrergodkendelser
Den daglige drift ledes af bevillingsindehaveren selv og/eller en bestyrer.
Er bevillingshaveren et selskab eller en forening, skal serveringsstedet ledes af en bestyrer. Bestyreren skal være fyldt 21 år, eller 18 år hvis ansøgeren er uddannet inden for hotel- eller restaurationsfaget
Ved daglig drift forstås, at indehaveren eller bestyreren skal have indsigt med daglig servering og udskænkning. Det er ikke tilstrækkeligt, at bestyreren kun kommer nogle timer dagligt for at varetage indkøb og regnskab.
Er der flere forretningssteder, må bevillingshaveren som udgangspunkt kun lede et af stederne. Bevillingsnævnet kan tillade, at en person som indehaver eller bestyrer leder mere end ét serveringssted.
Bestyreren skal godkendes af Bevillingsnævnet.
Under Nyttige links er der link til Politiets hjemmeside for yderligere information om blandt andet bevillingskontorer og ansøgningsskemaer.
5. Midlertidige bevillinger
Når ansøgningen er modtaget hos Fyns Politi, kan Politiet udstede en midlertidig bevilling indtil Bevillingsnævnet afgør sagen.
Det er en forudsætning, at Fyns Politi skønner det overvejende sandsynligt, at Bevillingsnævnet i Ærø Kommune meddeler bevillingen.
En midlertidig bevilling er ikke en garanti for, at en endelig bevilling meddeles.
6. Forhåndstilsagn
I nogle tilfælde kræver åbningen af en ny restaurationsvirksomhed, at der skal investeres store beløb i ombygning, renovering m.v.
Derfor kan der være et behov for en vis sikkerhed for, at der kan opnås alkoholbevilling eller udvidet åbningstid.
En potentiel ansøger kan søge om forhåndstilsagn hos Bevillingsnævnet. Det kræver omtrent det samme som ved en ordinær ansøgning, herunder en relativ detaljeret beskrivelse af f.eks. byggeplaner, koncept, økonomi og åbningstider. Ansøgningen skal indgives til Fyns Politi. Der er ikke noget ansøgningsskema.
Forhåndstilsagnet gives ud fra de forudsætninger, som ansøger har redegjort for. Virksomheden skal senest 6 måneder efter forhåndstilsagnet fremsende en egentlig ansøgning om alkoholbevilling, ellers bortfalder forhåndstilsagnet.
Det er kun selve alkoholbevillingen, Bevillingsnævnet har kompetence til at tage stilling til. Nævnet har ikke kompetence til at påse andre lovmæssige krav, herunder bl.a. krav til bygningen, udsugning og toiletforhold.
Under Nyttige links er der link til Politiets hjemmeside for yderligere information om bl.a. bevillingskontorer og kontaktinformation.
7. Bevillingsnævnets vurdering og afgørelse
Ved Bevillingsnævnets vurdering og afgørelse af, om der kan meddeles alkoholbevilling, skal der efter restaurationsloven, tages følgende hensyn:
Samfundsmæssige hensyn
Ædruelighedsmæssige hensyn
Ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn
8. Retningslinjer for bevillinger
Ærø Kommune er et mindre øsamfund, hvor alle kender alle. Politiet vil derfor ikke kunne færdes anonymt i nattemiljøet som i større fastlandskommuner.
Bevillingsnævnet gør opmærksom på, at det ved vurderingen af en bevillingssag kan være nødvendigt at lægge vægt på oplysninger fra borgere, hvis identitet nævnet ikke nødvendigvis er bekendt med. Det fremhæves, at anonyme henvendelser til bevillingsnævnet eller politiet ikke alene kan danne grundlag for negative afgørelser fra bevillingsnævnet.
Bevillingsnævnet kan udstede og forny alkoholbevillinger efter følgende retningslinjer:
· Restauranter og caféer
Ved spiserestaurant mv. forstås restaurant, der tilbyder madservering, herunder middags- og/eller frokostservering. Restauranten skal i sin indretning afgørende bære præg af at være et spisested/café.
Der kan kun gives alkoholbevilling til en spiserestaurant, der ligger tæt på beboelse, hvis der er truffet foranstaltninger i og omkring virksomheden, så de omkringboende ikke udsættes for væsentlige gener vedrørende støj, lugt, mv.
· Bar, værtshus, bodega
Der er tale om beværtning med ingen eller kun yderst begrænset madservering – hovedformålet er udskænkning.
Alkoholbevillingen kan begrænses eller betinges af vilkår efter en konkret vurdering af virksomhedens karakter. Se afsnit om Vilkår for alkoholbevillinger og nattilladelser.
· Diskotek, natklub
Er et større etablissement/lokale med et gæsteareal og et permanent etableret frit dansegulv.
Der knyttes som udgangspunkt altid vilkår/betingelser til en alkoholbevilling for et diskotek eller natklub. Vilkårene/betingelserne fastsættes efter en konkret vurdering af den enkelte virksomheds karakter og evt. ud fra Politiets indstilling. Se afsnit om Vilkår for alkoholbevillinger og nattilladelser.
· Sportshaller/sportsklubber
Sportsklubber,
foreninger, der drives af disse på almennyttigt grundlag og ikke med
hovedformål at drive restaurationsvirksomhed. Adgang og udskænkning vil normalt
være begrænset til den personkreds, der i øvrigt benytter de pågældende
faciliteter.
Alkoholbevillingen begrænses normalt til udskænkning af øl og bordvine med en
maksimal alkoholprocent på 15. Produkterne skal være færdigblandede/producerede
fra fabrik/leverandør, idet det ikke tillades, at der blandes produkter af
ingredienser med en større alkoholprocent end 15, samt begrænset til servering
for den personkreds, der enten som medlem eller gæst ved særlige arrangementer,
benytter de pågældende faciliteter, samt ved stævner for adgangsberettiget
publikum. Såfremt der ved særlige lejligheder ønskes tilladelse til servering
af andre former for stærke drikke, skal der søges lejlighedsbevilling hos Fyns
Politi, jf. afsnittet om Lejlighedstilladelser.
9. Ændring af driftsform og virksomhedskoncept
En restaurationsvirksomhed må ikke ændre driftsform eller koncept for driften, fx fra værtshus til diskotek, fra restaurant til diskotek, således at virksomheden ændrer karakter uden Bevillingsnævnets godkendelse. Såfremt der ønskes ændringer, skal der søges om bevilling på ny.
Tilsvarende gælder ved arealudvidelse af en eksisterende restaurantionsvirksomhed med alkoholbevilling.
10. Alkoholbevillingens forretningssted
En alkoholbevilling er stedfæstet og gælder til et bestemt forretningssted. Ved overdragelse af virksomheden følger alkoholbevillingen ikke med, selvom den ikke er udløbet.
Alkoholbevillingen følger heller ikke med, ved ændring af restaurationsvirksomhedens adresse.
11. Alkoholbevillingers varighed
Bevillingen meddeles efter restaurationsloven for et tidsrum af 8 år. Når særlige omstændigheder taler for det, kan bevillingen dog gives for et tidsrum af 4 eller 2 år.
Særlige forhold, som efter en konkret vurdering vil kunne tale for en tidsbegrænsning, er f.eks. dårlig økonomi samt samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og ordensmæssige forhold.
12. Fornyelse af alkoholbevillinger
En alkoholbevilling bortfalder af sig selv, når bevillingen udløber, og fornyelse ikke er sket. Bevillingsindehaver har selv ansvaret for at søge om fornyelse, hvilket skal være sket inden udløb.
Ved fornyelse af alkoholbevilling, vil Bevillingsnævnet vurdere forløbet af bevillingsperioden, herunder om der har været samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige eller ordensmæssige problemer i forbindelse med virksomhedens drift.
Er den forudgående bevillingsperiode forløbet uden problemer - og eventuelle betingelser/vilkår i bevillingen overholdt - vil udgangspunktet være, at bevillingen fornys på uændrede vilkår.
Vurderer Bevillingsnævnet, at der har været problemer i den forløbne bevillingsperiode, kan der stilles samme krav som ved etablering af en ny restaurationsvirksomhed.
Bevillingsnævnet kan også efter en konkret vurdering nægte at forny bevillingen, hvis de stillede betingelser/vilkår ikke er blevet overholdt.
Hvis fx de økonomiske forhold ikke vurderes til at være tilfredsstillende, kan Bevillingsnævnet bestemme, at fornyelse af bevillingen vil komme til at gælde for en kortere periode.
13. Lukketider
Kommunalbestyrelsen i Ærø Kommune har besluttet, at den almindelige lukketid for restauranter og andre serveringssteder i kommunen, hvortil der er offentlig adgang, fastsættes til kl. 02.00.
Restauranterne mv. i Ærø Kommune skal derfor holde lukket i tidsrummet fra kl. 02.00 til kl. 05.00, med mindre der er søgt om, og Bevillingsnævnet har meddelt tilladelse til udvidet åbningstid i dette tidsrum (nattilladelse).
Efter en konkret vurdering kan Bevillingsnævnet bestemme, at der skal ske tidligere lukning.
Politiet kan med øjeblikkelig virkning begrænse åbningstiden i op til 30 dage, dog længst indtil Bevillingsnævnet har truffet afgørelse om åbningstiden, såfremt dette findes påkrævet af hensyn til den offentlige orden eller af ædruelighedsmæssige hensyn.
14. Nattilladelser/Udvidet åbningstid
Bevillingsnævnet kan tillade restauranter og andre serveringssteder, hvortil der er offentlig adgang en udvidet åbningstid (nattilladelse) indtil kl. 05.00. Det kræver politiets samtykke. Det skal desuden skønnes forsvarligt ud fra miljø- og samfundsmæssige samt ordens- og ædruelighedsmæssige hensyn sammenholdt med virksomhedens karakter og driftsform.
Nattilladelser kan betinges. Se mere under afsnittet Vilkår for alkoholbevillinger og nattilladelser.
15. Nattilladelser/Udvidet åbningstid ved særlige lejligheder
Politiet kan ved særlige lejligheder fx større byfester og lignende lokalprægede arrangementer og nytårsnat tillade længere åbningstid. Der er ikke et særskilt ansøgningsskema til ansøgningen. Ansøgningen sker direkte til politiets bevillingskontor.
16. Vilkår for alkoholbevillinger og nattilladelser
Bevillingsnævnet kan efter et konkret skøn begrænse og/eller betinge alkoholbevillinger og nattilladelser.
Eksempler på begrænsninger/betingelser:
En kortere periode end 8 år
At der ved konkrete ansøgninger tages stilling til, om børn under 18 år må opholde sig på udskænkningsstedet eller i restaurationsvirksomheden efter kl. 24.00
At virksomheden ikke iværksætter aggressiv markedsføring, fx markedsføring af enhver art på uddannelsesinstitutioner
At det er en forudsætning, at der ikke foretages hård udskænkning med det formål at få gæsterne til at forøge indtagelsen af alkohol
At synligt berusede personer ikke lukkes ind på diskotekerne
At der skal være adgangskontrol ved autoriserede dørmænd, til kontrol af publikum i åbningstiden, for at ordens- og ædruelighedsmæssige hensyn varetages
At personalet godkendes af politiet
At der i et samarbejde med politiet og i overensstemmelse med lovgivningen på området etableres videoovervågning under hensyn til karakteren af virksomheden, dog som udgangspunkt indgangsparti og dansegulv
17. Sanktioner i tilfælde af overtrædelse af vilkår og betingelser
En alkoholbevilling kan frakendes af domstolene, hvis bevillingshaveren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for/betingelser i alkoholbevillingen eller bestemmelser i loven.
En alkoholbevilling kan tilbagekaldes af Bevillingsnævnet, hvis der er særlig grund til at antage, at bevillingshaveren ikke vil eller kan drive restaurationsvirksomheden på forsvarlig måde.
Bevillingsnævnet vil foretage en sådan tilbagekaldelse efter høring af eller forslag fra politiet. Politiet vil sædvanligvis have meddelt mindst én høring af eller advarsel til bevillingshaveren, førend der påbegyndes en sag.
18. Lejlighedstilladelser
Politiet meddeler lejlighedstilladelser til enkeltstående arrangementer efter restaurationsloven, fx til byfester. Politiet kan fastsætte vilkår for virksomhedens udøvelse.
Under Nyttige links er der link til Politiets hjemmeside for yderligere information om bl.a. bevillingskontorer og ansøgningsskema til lejlighedstilladelse.
19. Udendørs servering
Der er i Ærø Kommune fastsat retningslinjer for udeservering i kommunen.
Retningslinjerne gælder for alle spisesteder, caféer, kroer, barer, værtshuse og lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder. Det er ikke afgørende i den forbindelse, om der er mulighed for udskænkning af alkohol.
Ærø Kommune har fastsat en række driftsvilkår for udeservering i retningslinjerne. Kommunens Tekniske afdeling vejleder om disse vilkår og har kompetencen til at afgøre sager om udeservering i kommunen.
Under Nyttige links er der link til kommunens hjemmeside for yderligere information om bl.a. udeservering og kontaktinformation til teknisk afdeling.
20. Regulativ vedr. miljøregulering af visse aktiviteter
Der er i Ærø Kommune fastsat regulativ for restaurationer i forhold til miljøområdet.
Regulativet omhandler retningslinjer i forhold til begrænsning af støj- og lugtgener samt håndtering af affald og spildevand.
Under Nyttige links er der link til kommunens hjemmeside for yderligere information om bl.a. miljøregulativ og kontaktinformation til teknisk afdeling, som administrerer regulativet.
21. Bortfald af alkoholbevilling
En alkoholbevilling bortfalder efter restaurationsloven:
Hvis en stillet betingelse i bevillingen ikke længere er opfyldt.
Når bevillingshaveren dør. Afdødes ægtefælle har ret til at overtage bevillingen, hvis vedkommende har samlevet med afdøde indtil dennes død og i øvrigt opfylder de personlige betingelser for alkoholbevillingen.
Når bevillingens gyldighedstid udløber, uden at fornyelse finder sted.
Når bevillingshaveren ikke længere udnytter alkoholbevillingen.
Hvis bevillingshaver fx er under konkurs eller ikke længere opfylder betingelserne for at opnå alkoholbevilling efter en række bestemmelser i restaurationsloven.
22. Ikrafttræden
Restaurationsplanen er godkendt af Ærø Kommunalbestyrelse den 22. maj 2024.
Restaurationsplanen træder i kraft den 22. maj 2024 og erstatter tidligere udgave fra 2019.
Peter Hansted / Allan K. Filtenborg
Borgmester Kommunaldirektør
23. Nyttige links
- Restaurationsloven
- Politiets Bevillingskontorer
- Ansøgningsskemaer
- Alkoholpolitik og Handleplan for alkoholproblemer på Ærø
- Sundhedspolitik 2019-2025
- Ungdomspolitik 2017-2020
- Forretningsorden for Bevillingsnævnet 2019
- Retningslinjer for udeservering i Ærø Kommune
- Udeservering på Torvet i Ærøskøbing
- Gågade
- Regulativ for restaurationer i Ærø Kommune