Reglement for spørgetid
Med henblik på at fremme dialogen mellem kommunens borgere og Ærø Kommunalbestyrelse indføres spørgetid i tilknytning til kommunalbestyrelsens ordinære møder efter følgende regler:
1. Der afholdes spørgetid i tilknytning til hvert ordinært kommunalbestyrelsesmøde.
2. Spørgetiden afholdes i en indlagt pause mellem kommunalbestyrelsesmødets åbne og lukkede del.
3. Spørgetiden er ikke en del af det egentlige kommunalbestyrelsesmøde.
4. Spørgetiden har en varighed på maksimalt 20 minutter.
5. Spørgsmål kan stilles af enhver borger på Ærø, enten skriftligt eller mundtligt, og skal rettes enten til kommunalbestyrelsen som helhed eller til et enkelt af dens medlemmer.
6. Skriftlige spørgsmål skal være indleveret til borgmesterkontoret senest ugedagen før det møde, hvori de ønskes besvaret.
Spørgsmålene skal ved afleveringen være påført spørgerens navn og adresse.
7. Spørgeren skal selv være til stede i spørgetiden og selv fremlægge sit spørgsmål i mødesalen.
Inden fremlæggelsen skal spørgeren oplyse sit navn og sin adresse.
8. Rettes spørgsmålet til kommunalbestyrelsen, afgør borgmesteren, hvem der skal svare.
I dette tilfælde vil svaret normalt blive givet af borgmesteren selv eller den udvalgsformand, hvorunder spørgsmålet hører.
9. Spørgsmål, der er rettet til et enkelt medlem af kommunalbestyrelsen, besvares af denne.
10. Såvel skriftlige som mundtlige spørgsmål skal være korte.
Der afsættes 1 minut til spørgsmålet og 2 minutter til besvarelsen, hvorefter der gives adgang til kortvarig replik og duplik, samt korte supplerende udtalelser fra medlemmer af kommunalbestyrelsen.
11. Spørgsmål skal vedrøre kommunale forhold og være af almen interesse.
Spørgsmål, der indeholder personangreb, eller, som indeholder eller forudsætter
røbelse af virksomheders forretningsforhold, privatlivet tilhørende forhold eller andre anliggender, der ikke kan offentliggøres, afvises.
Spørgsmål, der uden videre kan besvares af den kommunale administration, kan henvises hertil.
Spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares, kan henvises til besvarelse i næste spørgetid.
Spørgetiden suspenderes i en periode af 2 måneder før et kommunalvalg.
Borgmesteren leder spørgetiden og afgør alle tvivlsspørgsmål om fortolkningen af nærværende reglement.
Således vedtaget af Sammenlægningsudvalget for Ærø Kommune i møde den 7. september 2005.
Formand Kommunaldirektør