Vedtægter for Seniorrådet 2022
Lovgrundlag
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 31-33.
Heraf fremgår det, at Seniorrådet er en selvstændig forvaltningsenhed, som er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Seniorrådet har tavshedspligt og er omfattet af forvaltningslovens § 28 med hensyn til at indhente og videregive oplysninger. Seniorrådet har ingen myndigheds- eller beslutningskompetence i forhold til generelle og konkrete sager.
§ 1 Seniorrådets formål
At rådgive Kommunalbestyrelsen i forbindelse med udformning og tilrettelæggelse af kommunens politik på ældreområdet uafhængig af partipolitik.
At fungere som kontaktled mellem borgere og Kommunalbestyrelsen vedrørende ældrepolitiske spørgsmål.
At fremme information og medvirke til debat om emner, der vedrører kommunens ældre borgere.
At medvirke til samarbejde og inspiration blandt kommunens forskellige foreninger, brugerråd og grupper, som arbejder for at fremme vilkårene for kommunens ældre.
§ 2 Funktion
Seniorrådet er rådgivende for Kommunalbestyrelsen i forbindelse med udformning og tilrettelæggelse af kommunens ældrepolitik. Kommunalbestyrelsen har pligt til at høre Seniorrådet i alle sager, der vedrører de ældre i kommunen, før der træffes beslutninger. Kommunalbestyrelsen skal høre Seniorrådet i god tid, inden der træffes endelige beslutninger. Seniorrådet kan af egen drift stille forslag til Kommunalbestyrelsen.
Seniorrådet kan ikke behandle spørgsmål, som kun vedrører enkeltpersoner, men kan tage generelle spørgsmål op, som udspringer af personsager.
Medlemmer af Seniorrådet har tavshedspligt i henhold til forvaltningsloven med hensyn til personsager og andre interne forhold. Tavshedspligten ophører ikke, når et medlem udtræder af rådet.
Seniorrådets møder er ikke offentlige. Referater er tilgængelige på Ærø Kommunes hjemmeside.
§ 3 Seniorrådets sammensætning og valg
Seniorrådet består af 5 til 7 medlemmer. Der vælges også et antal stedfortrædere. En stedfortræder bliver medlem af rådet, når et medlem udtræder eller er forhindret i at varetage sit hverv i mindst tre måneder. Stedfortrædere indtræder i prioriteret rækkefølge efter stemmetal. Stedfortrædere deltager ikke i Seniorrådets møder.
Valget finder sted hvert fjerde år, og følger kadencen for valg til Kommunalbestyrelse. Stedfortræderne vælges for 4 år ad gangen.
Valgbar og stemmeberettiget til rådet er alle personer, der på valgdagen er fyldt 60 år og har bopæl i Ærø Kommune.
Opstillingsmøde afholdes sidste tirsdag i september. Valget afholdes sidst i oktober og har gyldighed fra den 1. januar i det efterfølgende kalenderår.
Valget foregår ved skriftlig afstemning. Der udsendes stemmesedler til alle stemmeberettigede med de opstillede kandidater angivet i alfabetisk rækkefølge. Hver stemmeberettiget har 1 stemme.
De kandidater der får flest stemmer bliver valgt som medlemmer af rådet, de næstfølgende som stedfortrædere.
Opstillingsmøde og valg forestås og betales af Kommunalbestyrelsen og annonceres i lokalpressen.
Rådet vælger af sin midte formand, næstformand, kasserer og sekretær.
§ 4 Seniorrådets forretningsorden
Seniorrådet har en særskilt forretningsorden.
§ 5 Seniorrådets økonomi
Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved Seniorrådets virksomhed og stiller sekretærbistand til rådighed.
Der ydes diæter og udgiftsgodtgørelse for medlemmers deltagelse i Seniorrådets møder.
§ 6 Godkendelse
Vedtægten træder i kraft efter godkendelse i Seniorrådet og Kommunalbestyrelsen.