Kongeparret besøger Ærø til august
Pressemeddelelse
Kongeparret besøger Ærø til august
Tirsdag den 20. august 2024 går D.M. Kongen og Dronningen i land på Ærø som led i det årlige sensommertogt med Kongeskibet Dannebrog.
”Vi glæder os utroligt meget til, at Kongeparret besøger Ærø Kommune. Det bliver en uforglemmelig dag, hvor vi forhåbentligt får vist nogle af Ærøs smukke steder og spændende initiativer frem. Jeg er sikker på, at mange ærøboer ser frem til at hylde og hilse på det nye kongepar,” fortæller Peter Hansted, borgmester i Ærø Kommune.
Det cirka 80 meter lange Kongeskib Dannebrog vil ankomme til Ærø den 20. august. Det er for tidligt at sige noget om programmet for det kongelige besøg, men Ærø Kommune er allerede gået i gang med forberedelserne.
”Der venter en stor og spændende opgave med at sammensætte et program, der giver Kongeparret et indtryk af Ærø. Vi glæder os til at komme rigtig i gang med planlægningen og til at vise vores fantastiske ø frem,” udtaler borgmesteren.
Sidste gang et sommertogt med Kongeskibet Dannebrog gik til Ærø, var den 20. juni 2014 i anledning af Marstals 500 års jubilæum.
Programmet og øvrige detaljer om besøget i Ærø Kommune vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt, ligesom der også senere vil være akkreditering af pressen.
Kontakt
Peter Hansted
Borgmester
Telefon: +45 25745615
pha@aeroekommune.dk
Læs pressemeddelelsen som pdf her.