Program for Kongeparrets besøg
Ærø Kommune er klar med program for Kongeparrets besøg på Ærø
Når D.M. Kongen og Dronningen besøger Ærø den 20. august, får de kongelige gæster et indblik i søfartens udvikling og øens særprægede natur.
Ærø Kommune har planlagt et spændende program til Kongeparret, der besøger øen den 20. august 2024 som led i årets sommertogt. Ærøboer og gæster får rig mulighed for at opleve det kongelige besøg forskellige steder på øen.
Kongeparret skal blandt andet høre om det maritime Ærø. Programmet er bygget op om en fortælling om søfartens rolle før, nu og i fremtiden. Kongeparret skal desuden opleve Ærøs natur på tæt hold og bevæge sig gennem et unikt naturområde.
Ærø Kommunes borgmester, Peter Hansted, siger om programmet:
”Vi glæder os til at give Kongeparret indblik i traditionen for og udviklingen af søfarten på Ærø. Derudover skal Kongeparret naturligvis have mulighed for at mærke den enestående ærøske natur. Vi har lagt vægt på, at det skal være en festlig dag for Kongeparret og alle på øen, og det er mit håb, at mange ærøboer og turister vil være med til en uforglemmelig dag.”
Det skal Kongeparret opleve på øen
Kongeskibet Dannebrog ankommer ud for Marstal, og Kongeparret bliver sejlet i chalup til modtagelse på havnen. Her bliver programmet indledt med en festlig ankomst efterfulgt af følgende programpunkter:
Kongeparret ankommer til Marstal Havn, hvor der bl.a. er modtagelseskomite, faneborg, blomsterbarn og Søværnets Tamburkorps
Ærø Kommunes officielle modtagelse på Motorfabrikken Marstal, hvor borgmester Peter Hansted holder tale, og Kongeparret hilser på Kommunalbestyrelsen
Rundvisning på elfærgen Ellen i Søby Havn
Besøg på Søbygaard, besøgscenter for UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhav
Guidet gåtur i naturområdet ved Voderup Klint, en del af Geopark Det Sydfynske Øhav
Byvandring fra Ærøskøbing Torv til Ærøskøbing Havn med kort stop ved det lokale whiskydestilleri Ærø Whisky
Reception ombord på Kongeskibet Dannebrog for indbudte gæster
Det endelige besøgsprogram med tider bliver offentliggjort på Ærø Kommunes hjemmeside op til besøget.
Presseakkreditering
Med offentliggørelsen af programmet kan pressen nu søge akkreditering til at følge Kongeparrets besøg på Ærø.
Ansøgninger sendes til presse@aeroekommune.dk
Ansøgningsfrist for presseakkreditering er den 12. august 2024 klokken 10.00.
Yderligere oplysninger
Læs mere om krav til akkreditering: www.aeroekommune.dk/sommertogt/presse
Læs mere om Kongeparrets besøg på Ærø:
www.aeroekommune.dk/sommertogt
Kontakt
Anne Marie Bille
Sekretariatsleder
+45 6352 5005
amb@aeroekommune.dk
Spørgsmål om presseakkreditering rettes til:
Kommunikationsmedarbejder
+45 2120 3779
presse@aeroekommune.dk